Måned: november 2021

Min historie starter. 

Hvorfor kaster jeg mig ud i at skrive om mit liv? Tja, jeg er jo ikke den første, og bestemt heller ikke den sidste. Men hvorfor ikke lægge ud med lidt lommefilosofi: Livet leves forlæns og forstås baglæns, og vi får en masse færdigheder, og relationer, for så at miste det igen.

Jeg håber vel på, at jeg ved at få et overblik, vil forstå mit eget liv lidt bedre., og måske kan I, mine børn, blive klogere på mig, og jeres baggrund. De mange detaljer i historien er primært tll eget brug . Jeg vil også prøve at blive lidt klogere på , hvordan tilfældigheder, egne valg, og ønsker, har styret mit liv. Min tilgang til mit eget liv, og denne historie, er vel mest eksistentialistisk. Det er de valg jeg træffer, der giver livet mening og retning, og ligegyldigt hvilke omstændigheder, der har sat mig i forskellige valgsituationer, har jeg ansvaret for valgene og dets konsekvenser. Jeg er dog også et søgende menneske, der let forundres, så spiritualitet, meningen med livet, parapsykologi, og videnskab, har fyldt en del i mit liv. Tilfældigheder har ført til flere store vendepunkter i mit liv, men i disse vigtige situationer, har jeg dog også truffet mit eget valg. Men at vælge i en situation, der er opstået ved tilfældigheder, er ikke det samme som at styre selv, man kan jo være tvunget til vælge imellem pest eller kolera. Jeg synes at jeg har min fri vilje, til at vælge forholdsvis fornuftstyret, ikke påvirket af  overnaturlige begreber, jeg kunne altså have valgt anderledes.

Sartre beskriver det nogenlunde sådan: Mennesket er dømt til frihed, og det er en tung byrde at være bevidst om, at vi selv træffer vore valg. De kan ikke undskyldes med arv, miljø, ordrer i militæret, eller noget andet. Der findes ingen gud eller andre determinerende principper, kun individets eget valg. For at komme ud af denne ordflom, må vi nok starte på familiens historie, og da hukommelse er en drilsk størrelse, må jeg nøjes med den bedst mulige udgave af sandheden, dog støttet af mange facts og billeder.

Det bliver lidt historisk og kronologisk, men jeg håber at jeg kan slutte med noget lommefilosofi, nogle overordnede temaer, og måske en live-blog.

Simon Jensen 5.2.1923 i Harte sogn ( død januar 2001)

Rosa Dagny Christensen 26.2.1930 i Hejnsvig (død 24 feb. 1984)

Britta Jensen 5.9.1952 i Nyvangshuset

Maren og Marius alias mormor og morfar. herefter kommer en masse skillingsviser som kun var i mormors hoved, dansk folkemindesamling kom på besøg, og de optog en del af dem.

 Fredag d. 9. 3. 56. kl. 2.45, i Nyvangshuset i Uglerup, Buerup sogn – så er jeg synligt i gang med livet. Døbt i Buerup kirke d. 6.5.1956. Sprog og gangstil udvikledes fra 1.års alderen. Da jeg jo ikke har mange bevidste erindringer om de første 4-5 år, så må jeg bruge de kilder der er tilgængelige, for at danne et billede der er så tæt på virkeligheden som muligt.

Historierne fra fødehjemmet er hovedsagelig noget jeg har fra Barnets Bog, min fars bog, samt genfortalte ting og sager. så her kommer lidt; Sundhedsplejersken var på vej, jeg var gjort fin, og sad i kravlegård, jeg havde fået nogen nye farveblyanter og noget papir, og resten af familien var vist lige ude i stalden. Da de alle kom ind, sammen med sundhedsplejersken, var det jo ikke et rent spædbarn der mødte dem, jeg havde nemlig ædt de nye farveblyanter, og havde forvandlet mig til et regnbuebarn. Kattekillingen i mælkejungen, er en ofte fortalt historie; Min far kom forbi jungen, der var fyldt med valle, og hørte mjaven, han fandt killingen, der svømmede det bedste den kunne, rundt i vallen. Han tog den slevfølgelig op, og efter at den var tørret og varmet, var den vist ok. De spurgte mig så om, hvorfor jeg havde puttet katten op i jungen, og jeg svarede, at det var fordi den ”rivet”mig”.

Jeg var, ud over det med katten, også storfisker i de år, jo – jeg havde mange talenter, for jeg fløj højt op i luften, sprang på hovedet ned i Thorsø, hvor jeg fik fat i en stor gedde, og jeg svømmede lynhurtigt ind til land med den. Her kommer nogle brokker fra fødehjemmet: Vi havde en samojedespids (slædehund), den trehjulede cykel bragte min søster og mig op til Sofie og Poul, og den kunne også køre ned ad bakken til mejeriet, hvor vi hentede far der var mejerist der. Der er lidt flere historier fra de første år, men da de ikke er egne minder, er det bedre at finde dem i bøgerne.

 Vi flyttede fra Buerup, i dec. 1959 til Ballerup rideskole, hvor ”vi” blev bestyrere, det vil sige, at ca. 50 heste og 18 – 20 ryttere, samt nogle karle, skulle fodres og passes. Denne tid er fint beskrevet i min fars bog ”En Landbodrengs Vandring”. Der er dog lige en enkelt ting, der fortjener omtale, jeg var nemlig en meget dygtig rytter dengang. Det foregik ved at en af karlene bandt et reb om maven på mig, og op på cirkus ponyen røg jeg. Det gik så rundt og rundt inde i ridehallen, indtil farten blev for høj, så blev der hevet i rebet, og ned røg jeg, – det må have været sjovt!! Som jeg har forstået det, så var det bare for hårdt,arbejde, og dårlig betalt at være i Ballerup, så vi flyttede til Havnsø kro i maj måned. Måske var det bare det næste trin ind imod ” den store by “, men hvad ved en 4-årig om den slags.

Sommeren 1960 gik så her, min mor arbejdede på kroen, og min far kørte til København hver dag, her var han med til at rive barakker ned, i Sydhavnen. Min kære søster gik i skole på Firhøjskolen, og hvad lavede jeg så?. Som tidligere beskrevet, så var jeg jo en fandens karl, så jeg fik sommeren til at gå på havnen, min mor havde aftalt med fiskerne dernede, at de nok skulle fiske mig op, hvis jeg faldt i vandet. Det havde de såmænd ikke behøvet, for jeg var jo den bedste 4. årige svømmer, nord for alperne. Jeg har spredte minder herfra, ikke kun fortalte historier. Jeg husker smagen af varm tykmælk, som vi fik af kokkepigen Martha, jeg kan svagt huske, at jeg sad på skulderne af en mand på vej til Nekselø. Der kunne man gå ud til når det var lavvande. Hønsestigen op til værelset på korn loftet, var vist lidt svær at forcere, selv for Superman, ( nå nej, han var vist ikke kommet til Danmark endnu). Der er to ting, som min krop og underbevidsthed husker, den ene episode, var en lille pige der i min hukommelse hedder Rikke, hun var i en lyserød tyllkjole, hun stod på muren ved den åbne ”lorteå”. Der var en del andre børn rundt omkring, hvad der gjorde mig sur, ved jeg ikke, måske stod hun bare i vejen, måske sagde hun noget frækt – ?? Men jeg ved at jeg gav hende et skub, og så stod hun i lort til halsen, med lidt tylskørt der svømmede ovenpå. Jeg husker at alle børnene var væk, ligesom rotterne omkring Nissefar, og jeg løb også. Jeg tror at det var min første oplevelse, der gav mig den sikreste fornemmelse af at det jeg havde gjort her, var forkert.

Den anden ting som min krop husker, er at jeg trådte ud foran bil, den snittede mig og mine tæer. Grunden til at det stadig er i min krop, er vel at det var meget tæt på at gå rigtig galt.

I 2019 kørte jeg via Vesterlyng strand, til Havnsø, kroen er overtaget af skolen for højere bevidsthed, Røde lade er væk, og den gamle krobygning står brandskadet. tiden ændrer det meste. Sommeren forløb uden døde, og missionen med at tjene penge nok, til et lille hus, var åbenbart lykkedes, for i efteråret( 1.september) flyttede vi til Schradersvej 21 i Hvidovre. Mamma fik hurtigt arbejde på Frihedskroen, og papa fulgte trop lidt senere.                                                                                                                                                

Huset var et lille sommerhus, der lå i en stor parklignende have, på en hjørnegrund lige ud til Kalvebod Brygge. På den anden side af vandet (på Amager), var der gang i den store opfyldning, med restaffald, slam, og kemikalieaffald, jeg husker at der var store flokke af måger. Denne sidste opfyldning startede i 1960, og blev færdig i 1970èrne. Jeg husker at der stod en kæmpe hængepil i hjørnet af grunden, og at der løb en å lige ved siden af. Vi havde fået strenge ordrer på, aldrig at gå ud på isen, for den kunne ikke blive sikker. Det gjorde selvfølgelig, at det blev vildt spændende for en flok drenge på 4 – 5år, så vi var jo nødt til at finde ud af hvem der var modigst. lidt galt gik det vist. Et stykke nede af kysten, var der en pynt, her fandt vi kridt i store stykker. Jeg tror at Hvidovre havn ligger der nu.

Jeg husker svagt at jeg gik i en børnehave 2 dage om ugen, og at jeg havde en lille rød madkasse med. Men minderne om ” børnelokkeren”, som jeg jagede væk med en kost, de bliver bedre og bedre med tiden. Det har måske bare været en hjemløs, der kom til døren et par gange, og var muligvis meget flink. Han ville gerne ind, og spurgte måske efter en madpakke, men da der var advarsler om en blotter/børnelokker i området, så fastholder jeg til min dødsdag, at jeg 4 – årige supermand, ordnede lokkeren, imens Britta på 8 år gemte sig bag mig. Jeg flyttede også hjemmefra, for sur var jeg blevet, men jeg tilgav trods alt mor og far, da de tilbød mig en papkasse til at pakke mine ting i. Det var vist også her, jeg mistede mine polypper, og fik masser af is. Det sidste minde fra Schradersvej, er min 5 års fødselsdag. Vi raske drenge var gået over til naboens tomme hus, her var en veranda fyldt med små vinduer, og de havde været så betænksomme, at de også havde sat en hel kasse tomme flasker. Så da de andre lidt ældre møgunger sagde, at jeg ikke turde, ja så smadrede vi alle ruderne. Jeg må jo have været trykket om aftenen, for jeg fortalte historien til min far. Jeg blev så truet med politi og fængsel, af den store pædagog, så jeg var bange i lang tid, også efter at vi var flyttet.

Vinteren var kold, har jeg hørt, og vi flyttede til Vamdrupvej 62, i marts måned 1961, lige efter min fødselsdag. I dette år gik jeg på tandlægehøjskolen en gang om ugen, da jeg havde tandbylder i hele munden, de blev lapizbehandlet, og jeg fik lavet 3 rodbehandlinger, 2 udtrækninger, og en del huller. Hvis jeg klarede den uden at græde, kunne jeg vælge en legetøjsbil, dem fik jeg mange af, og de kaldte mig ” helten fra Hvidovre ”. Et år senere fik jeg fjernet mandler, og fik mine flyveører lagt ind.Det store, lidt eventyragtige hus med 2.sal og kælder, som vi flyttede til,  lå tæt på Hvidovre station, men i Rødovre kommune. Der var en veranda med terrasse ovenpå, og frugtkælder nedenunder.

Her har vi så kusine Margit – fætter Henning – søster Britta – og mig sagde hunden.

Det tog ikke lang tid før Bill, Sonny, og Michael, fra nabohusene var blevet legekammerater. Den store have med masser af gamle frugttræer, gemmesteder, steder til jordhuler, huller i hækken  til en gammel dame og en lille pige, var et godt sted til drenge. Det var også haven, hvor far lavede en svævebane, og nogle gamle køkkenskabe med låger, blev til hule med halm. Herfra gravede vi en smal tunnel, ned til en lukket jordhule. En dag hvor vi drenge var alene hjemme, syntes vi at det var en god ide, at tænde et bål i halmen nede i hulen. Ideèn var måske god, men jeg tror heldigvis at Britta var kommet hjem fra skole, og havde set  røgen. Det står dog lidt uklart hvordan vi fik det slukket, uden at dø af røgforgiftning, men det må jo være gået godt. Mange gode drengeting, så dagens lys i disse år, jeg prøver lige at nævne nogle:

Vi løb oppe fra den høje garage, ned over den mindre( ca. 2 meter), sprang så langt vi kunne, hvis man kom rigtig langt, var man helt ude i rosenbedet. Bag den høje, gravede vi jord huler, jeg husker dem så dybe, at man ikke kunne komme op, men dybere end grundvandspejlet var de nok ikke.

Det med at smide rådne æbler over hækken, for at ramme en ”gammel” dame, det var jeg ikke stolt af. Jeg måtte over for at sige undskyld, sammen med min far, og det viste sig at hun vældig sød, og gav småkager og saftevand, jeg tror at flovheden har gjort, at jeg ikke kaster flere ting efter folk, i hvert tilfælde ikke de gamle rare damer.

Bål under verandatrappen, var det noget for en gut på 6-7 år? – åbenbart!, –  straffen var kulkælderarrest, men jeg stak af igennem kældervinduet. Det var mit job, at tage aske ud af kakkelovnen på 1. sal, men en dag havde jeg fået nogle gløder med ud, de røg ned i papkasse, og senere på dagen, var hele rummet fyldt med røg,   gløderne havde brændt sig halvvejs igennem gulvbrædderne, men det gik heldigvis ikke værre end det, men jeg tror dog at jeg slap for asketjansen efter denne lige ved og næsten.

Vi havde da også brand i kælderen, fordi petroleumsovnen i badeværelset gik i udbrud, og kom i mål med bål. Min far råbte at jeg skulle hente våde sække, og jeg fandt nogle papirsække, som jeg kom vand på. Det har jeg hørt for mange gange, men hvordan skulle jeg vide, at det kun er jutesække der dur. Åhh – Ild og bål, se det var jo spændende, og senere blev fyrværkeri det også.

Et par af de lejere der boede ovenpå, havde arbejde på militærhospitalet (Rigshospitalet), det betød at jeg fik lagt mine flyveører ind. Hvem der egentlig ønskede det, kan jeg ikke huske, men det blev gjort.

Far havde lavet en svævebane, der gik fra et 5 meter højt træ, og ca. 10 meter ned til et bræt. Han havde lavet en lille slæde, som man sad i. brættet kunne vælte, og man fik ondt i røven, når man faldt fra et par meters højde. Jeg klatrede tit i træer, og var med til at plukke frugt.

Første skoledag 19.08.63. Jeg husker ikke meget fra denne dag, dog lidt sommerfugle i maven, og at mor kun fulgte med denne dag.  1.klasse gik på  på Hendriksholm skole, men vi flyttede i en kort periode til den nybyggede Milestedet skole.

I efteråret 1964 flyttede Familien fra Vamdrupvej 62 til Gedservej 11  i Nykøbing Falster. Der var flere grunde til flytningen, min far skriver at der var en del problemer, i forhold til min mors jobs, sager mod lejere og lignende. Da han fik tilbudt en filialbestyrerstilling i Codan, ville økonomien blive så god, at min morikke behøvede at arbejde. Min mors udlægning var ikke den samme, men fred med det.  Lidt historier herfra; Skolestarten i 2. klasse var noget rå, idet klø stadig var i brug hernede, det var nemlig afskaffet i den store stad. Man havde en hurtig måde at etablere en hakkeorden på, og den gik i al sin enkelthed ud på, at dem man kunne tæve, var man over, og selvfølgelig var man under dem der bankede eèn. Det tog en uges tid at få det på plads, men en lille vigtig detalje var fede fru Madsen, der sad på 3.sal, og vist ikke lavede andet i frikvarterene, end at lange lussinger ud til dem der blev peget på af gårdvagten, og han pegede jo på dem der sloges i skolegården. Selvom det jo i bagklogskabens klare lys, virker ret absurd, så tror jeg at jeg i løbet af en månedstid, var nogenlunde placeret i den bedre halvdel. Det skal dog lige tilføjes, at jeg fagligt var et halvt år bagud, da jeg kom til klassen, men det rettede sig hurtigt. Jeg tror at Britta fik en sværere start, men en københavnertøs i puberteten skal jo kanøfles. Historien som jeg har fået den fortalt, er at lærerinden dirigerede koret, mens klassen råbte ; ”københavnersnude”. Min kære moder, hende var der ingen der ville vide af, jo måske slagteren, dertil kom at en min fars kontordamer sendte anonyme breve, med avistegneserien ” Koen Rosa”.  Hun faldt aldrig til, trods det at hun prøvede forskelligt, hun meldte sig bl.a. ind i Kvindelig Marine. Lidt drenge-erindringer har jeg dog, jeg husker at jeg fandt en måde, så jeg kunne komme op på taget af sukkerroefabrikken, som lå lige overfor. Her kunne ingen få fat i mig, når jeg var sur eller ked af det, og i roesæsonen kunne jeg tage kasteskyts med derop, om jeg nogensinde ramte nogen eller noget, det husker jeg ikke klart, Det var også et godt gemmested, når jeg prøvede at slippe for at gå til dans, det var ikke populært hos mig, og så skulle jeg danse med min søster, stakkels hende. I kælderen var der et rum med togbane, men jeg husker ikke at jeg var med til at bygge den, det var jeg nu nok. En anden episode jeg husker, var da et kæmpestort hængepiletræ på nabogrunden skulle fældes. Det hældede ind over vores garage og birketræer, men de havde spændt en stor traktor for, så den kunne trække den anden vej. Da motorsaven var ved at være igennem, og træet rørte på sig, synes manden i traktoren ikke at det var sjovt mere, så han sprang ud af førerhuset. Træet væltede ned i vores garage og birketræer, og traktoren blev trukket omkuld som en lille legetøjsting. Se det var noget for en dreng på 8 år. Jeg husker også at min far var ude ved vores store valnødtræ, han havde lommelygte og kasteskyts med, for der var knægte på nødderov.

Jeg har svage erindringer om en morgen, hvor vi ikke kunne vække min mor, om det var sygdom, piller eller spiritus, det ved jeg ikke, men jeg husker at min far og Britta var meget bekymrede. Nykøbing Falster var en fejltagelse, som måske lagde kimen til min mors nedtur, og alkoholmisbrug, men selvfølgelig har der været andet der har haft betydning, men ikke mere om det nu.

Huset på Gedservej blev solgt, og vi flyttede om sommeren 1965, til et  hus på Medelbyvej 17 i Rødovre, det lå 500 meter fra Vamdrupvej. Vi var tilbage i vante omgivelser, og jeg husker at mine venner, Bill og Sonny, kom forbi lige efter at vi var ankommet. Jeg startede i 3. klasse på Hendriksholm skole, klassekammerater fik man, lærere hørte der til, høstfester blev holdt på skolen, og min kære moder fik hurtigt job i Snapsetinget på Christiansborg, og assurandøren kom tilbage til Codan i Holte. Vi fik gode naboer, John og Grethe, med en søn på Brittas alder ( Bruno). Skråt overfor boede Prosper, han var to år ældre end mig, med hvidt hår, bunker af vittige indfald, og så var han fodboldspiller i Avarta. Vi tilbragte meget tid sammen, og igennem ham lærte jeg hans venner at kende, dem der senere blev til kliken. Genboen ved siden af Prosper, var et rodested med biler og så´en, og de havde en datter der hed Joan. Vi var jævnaldrende, men hun gik på Milestedet skole. Hun var altid møgbeskidt, laset klædt, og i gummistøvler uden strømper. Jeg hørte at hun fik tæsk, oppe på hendes værelse, men det snakkede vi ikke rigtigt om. Hun fik lov til at lege med mig engang imellem, og en af de ting jeg kan huske, var at vi kastede dartpile efter hinandens fødder, jeg ramte hendes knyst, men hun hev bare pilen ud, hun var nok vant til det der var værre. Jeg har hørt fra nogle af vennerne fra kliken, som jeg stadig ser, at det er gået hende skidt. Men hva`- man kan jo ikke redde alle.

Vestbadet der blev bygget sammen med højhusene i kærene, var også mit åndehul. De allerfleste sommerferiedage stod vi der kl. 7 om morgenen, med Bill og Sonny  og senere Prosper bl.a. Det store bassin var 25 m langt, der var 1. Meter, og 3-meter vippe, samt en 5 meter platform, og så gik der en rutsjebane ned til børnebassinet. Her var der også tre store vinduer, hvor man med tålmodighed, kunne se dem der sprang på hovedet tabe badebukserne. Vi var der tit til lukketid kl. 17, og købte kradsere til 25 øre, for at holde blodsukkeret oppe, indimellem havde vi også til en is. Jeg husker tydeligt den første gang jeg sprang fra 5èren, det tog lidt tid at få modet til det, men bagefter var man mindst 3 år ældre. Efter 10 timer i badet, to gange 2 km. Cykeltur med klorøjne, og aftensmad, ja så var man vel godt brugt.

Vi arrangerede selv fodboldkampe, klasse mod klasse, vi spillede på banerne ved Vestbadet, jeg blev nu aldrig en god spiller, og det interesserede mig heller ikke. Men det var da et fint fællesskab, hvor pigerne kiggede på.

Skolen havde med hjælp fra avisindsamlinger, høstfestoverskud, og andet købt lejrskolen ”Lille Hendriksholm”, der lå tæt på Risø.  Hver klasse var der, mindst en gang om året, og selvfølgelig nød vi skrænten og vandet, og alt hvad lejrture kan indeholde.

I årene 65 -67 byggede man højhusene, og S- togstationen i Rødovre. De fleste lejere kom fra Borgergade/Adelgadesaneringen, eller andre steder på Nørrebro. Man flyttede e`n gade i et højhus, og nabogaden i det næste. Stridighederne imellem de oprindelige gader og kvarterer blev flyttet med, og vi oplevede voldsomme slåskampe imellem husene. Der var stadig jordhøje fra byggeriet, og masser af børn og unge sloges med sten og kæppe. Forældrene heppede så på deres egne unger, oppe fra altanerne. Ambulancerne kørte jævnligt de sårede krigere til lapning, tiden og vilkårene var anderledes, må man sige.

Rødovre Station var ikke bygget færdig, og vi kælkede i udgravningerne, og fangede småkravl i vandhullerne. På vejen spillede vi fodbold, legede dåseskjul, gik på æblerov, drillede nogle af de voksne med punge med snor i , sten på ruder, og cykler i flagstang. Vi raslede også til fastelavn, spillede stikbold med Vivian Sauer, Lisbeth, Anni og Joan.

Legevognen Gemini 17 så dagens lys, samtidig med vores nye Taunus, min far havde fundet en koksbeholder, der udgjorde køleren, og malet blev den også. Jeg spændte Lassie (vores collihund) for vognen, og så gik det i fuld fart de 100 meter op til Roskildevej, og tilbage. Ham farmand brugte sku´ da noget kvalitetstid sammen med mig.

lidt billeder fra den tid.

Jeg byggede en 2×2 meter stor togbane, på en spånplade som min far havde sat op. der blev hejst op i skråvæggen i mit ca. 8kvm store værelse. jeg brugte Fleishman, og bjergbane med tunneller, hjemmebyggede huse med lys, elskiftespor, træer mm blev kreeret.

  Britta havde værelse ved siden af, men hun skulle igennem mit, vi havde dog hængt et forhæng op, så der var lidt privatliv. Jeg husker nogle af hendes mandlige erobringer, såsom Preben fra the Burglers, Tommy Sebach der tissede i hendes komode, Dave den hotte engelske DJ., og flere var der, for køn var hun jo.

I forsommeren 67(eller 68) tog familien til Rhudesheim, Lillo var med på vores første ferietur. Vi var indianere på bjergskråningerne, vi talte under vand, så Lorelei, mmm.

Jeg havde min debut som indretningsarkitekt her, hele mit gulv var dækket af en madras, der var beklædt med vinyl, eller Nappa eller noget andet der lignede læder. Der var en bordplade med lægteben, hvor min båndoptager stod, loftet og skråvæggene var malet blå med måne og stjerne, det gik ned i flammer i hjørnerne, hvor det mødte de postkasserøde undervægge. Ned fra loftet hang lidt på skift, kæder med hullede 25 ører, hønseringskæder af dobbelte oèr, den tomme flaske rød ålborg med en masse mærkater på, og min ophejste togbane. Ude på trappereposen, var et klædeskab, her havde jeg mit lager af ulovligt knaldfyrværkeri, som jeg solgte lidt af til kvarterets friske knægte. Min fascination at krudt var stor, og jeg eksperimenterede med en blanding af natriumchlorat og sukker, det brændte og røg så heftigt, når det blev strøet i en 20 meter lang stribe hen af vejen. Jeg fik så den geniale ide, at fylde det i et 5½ tomme jernrør, det kunne stå og brænde som en fakkel rigtig længe. Lillo var der, og vi stod og beundrede ilden og røgen, jeg havde sat det bag ved garagen, under et gammelt æbletræ, og vi stod et par meter fra det, pludselig gik det ud, og jeg troede at det var brændt op. Men en prop foroven i røret havde forvandlet min fine fakkel til en meter lang rørbombe. Bomben sprang og alle lyde forsvandt, men heldigvis røg bomben ikke over i hovedet på os, den fjernede det meste af æbletræet, og blev nogle dage senere fundet ca. 100 meter væk, røret var blevet vendt på vrangen. Vores nabo havde været på badeværelset, der var ca. 5 meter væk, han kom selvfølgelig over til min far, da han kom hjem, og sådan kom historien frem. Jeg husker ikke at jeg fik skideballe, det brugte vi ikke, men jeg måtte bedyre at jeg forstod hvor farligt det var, og jeg har nu heller ikke gentaget forsøget.

Jeg købte selv en B&O 4 spors spolebåndoptager, med det prangende navn: . Beocord 2000 deluxe,  og sammen med min lille bakelitpladespiller med højtaler i låget, ja så var 60èrnes musik budt indenfor.

Jeg bowlede med min far i Rødovre Centrum, hvor der også var en 8-spors racerbane, jeg kan ikke huske hvad det kostede, men sådan en 10 meter lang bane, og en masse lidt ældre drenge, se det var sejt. Vi så tipsfodbold sammen om lørdagen, og tippede nogle rækker, uden den store gevinst.

I de her drengeår, deltog min far i mange af mine ting, og han havde vundet en masse præmier, ved at tegne flest forsikringer. Der vankede store julegaver det år, blandt andet et Phillips elektroniksæt, hvor jeg kunne bygge radio, fugtihedsmåler, lyssensor, og andet spændende.

Vi var også på jyllandstur, hvor vi fik lov til at køre selv i Mols bjerge, det blev en rigtig rutsjebanetur. Vi sov i et lille telt uden fast bund, og det blev bare pisvejr om natten, og teltet blæste væk, jeg tror at vi gik i ly i bilen, men erindringen er her lidt vakkelvorn.

Skolen havde købt en lejrskole, som vi kaldte, ” Lille Hendriksholm” Hver klasse kunne komme her to gange om året. Det var en lang weekend og en lang cykeltur på 35 km. Vi lavede vel det, som alle andre børn ville have gjort – løb op og ned af skrænten til vandet, badede, soppede, kissemissede, lavede bål, gik på opdagelse , spionerede på Carsten Bækgaard og Kirsten Ankjær, sneg os op til Gundsømagle, hvor vi købte to øl hver, blev selvfølgelig opdaget, og truet med hjemsendelse. det var på alle måder et godt sted for børn og unge.